Værd at vide om kaniner sammen

Her kan du læse lidt mere indgående om, at holde kaniner sammen. Du kan læse om hvad du skal være opmærksom på, både inden du sætter kaniner sammen men også efter. 
 
Fordomme Et menneskeligt scenarie
Neutralisering og plads Kan de deles om tingene?
Hvorfor går det galt? Flokdyr Vs. kolonidyr
Valg af ven til sin kanin    Fordele

 

 
Ninus og Bella - Bella (sort) blev indlevet til Dansk Dyreværn Århus som herreløs. Hun var sky og bange og ikke vant til at bevæge sig. Bella blev adopteret af Ninus' familie og derefter neutraliseret. I dag er Bella og Ninus udadskillelige og Bella er blevet en tryg og udadvendt kanin, efter at have fået en kaninven. 
 

Fordomme omkring kaniner sammen

Mange har hørt, at man aldrig må holde kaniner sammen. Udtalelser som: ”Kaniner slås og må ikke gå sammen” og ”Kaniner er kolonidyr ikke flokdyr og skal derfor ikke gå sammen” er ofte hørt, når man taler kaninhold.
De som kommer med disse udtalelser, om at kaninerne slås, har enten ikke sat sig ind kaniners naturlige adfærd eller overholder ikke de gyldne regler, når det handler om, at holde flere kaniner sammen:

1. Neutralisering
2. Plads
3. Bonding på neutralt område.
 

Neutralisering og plads

Ved neutralisering fjerner vi de hormonelle forstyrrelser som i 80% af tilfældene, er grunden til kaninerne slås.
Hvad så med de sidste 20%? Det hele handler om territorial adfærd. Jeg må her slå fast at 2 kaniner i et lille bur, før eller siden er dømt til at gå galt, så aldrig 2 kaniner på 1 m2! Det er så her plads kommer ind i billedet.
 

Plads

Jeg anbefaler at ingen kanin bør leve på et område, som er mindre end 4 m2. Disse 4 m2 er udregnet efter overfladeareal. Dvs at 3 m2 med plateauer i højden også er ok. Bor kaninen i sådan et indelukke skal den stadig have rig mulighed for, at besøge et større område flere timer dagligt. Dog er den gyldne regel for kaninhold; jo mere plads jo bedre, Kan du give den 10 m2 eller hele huset er dette klart at foretrække og du vil få en gladere kanin som vil løbe, lege, hoppe og springe dagen lang. Sådan som vi nu elsker at se kaniner gøre. Derfor er min klare anbefaling huskaniner.
 
 
   Huskaninerne Cosmo og Wanda i sofaen             Lupo og Ellen på stuegulvet

Ofte spørger folk: "hvor meget plads kræver 2 kaniner?" Det er rigtig svært at angive et kvadratmeter mål. Folk som holder deres kaniner som huskaniner, har ingen problemer med pladsen. Der er rum nok til, at kaninerne kan gå hver til sit hvis de vil, når blot man søger for at indrette efter det. Tving aldrig kaninerne til at dele samme hus, samme madskål, samme sovested osv. Ofte vil et bondet par vælge at følge hinanden overalt, fordi de jo er sociale dyr. Det er dog vigtigt, at man giver dem muligheden for at gå hver til sit.

Hvad så hvis man bruger løbegård? Hvor stor skal den så være til to kaniner? Her er mit svar, "ikke meget større end til en". Dette er dog forudsat at parret er bondet og gode venner. Selve bondingen skal finde sted på et større neutralt område. At sætte to fremmede kaniner sammen i en løbegård på 4 kvadratmeter, er dømt til at gå galt. Specielt hvis den ene kanin er vant til at gå der. Den vil jage den nye indtrængende, da dette er dennes territorium og dette kan ende i slåskamp.
Til to kaniner bør en løbegård være omkring 6 m2. Det giver dem fint med plads til både at ligge sammen eller hver for sig. Husk dog stadig at give dem adgang til et stort område hvor de rigtig kan røre sig.


Hvorfor går det nogle gange galt?

Det går galt hvis man:

  • Ikke neutraliserer
  • Ikke giver dem nok plads (sætter to i et lille bur)
  • Tvinger dem til at deles om tingene
  • Sætter to fremmede kaniner sammen på den enes territorium. Dvs ikke bonder på et neutralt område.
  • Ikke betragter bonding som en process (du bliver jo heller ikke bedste venner med et andet menneske i løbet af 1 time) så hav masser af tålmodighed når du bonder.
  • Ikke er til stede til, at gribe ind i tide, hvis noget er ved at gå galt - kaninerne må ikke slås.
 

Valg af ven til sin kanin

Når vi nu har plads og neutralisering på plads, kommer vi til det, at vælge en ven til sin kanin.
Skal det være en voksen, en unge, samme alder, samme størrelse og endelig hvilket køn? Er der også andre ting som spiller ind?
 

Hvilket køn?

Når det handler om at vælge ven til sin kanin, vil det absolut nemmeste match være en af modsat køn, fordi det er sådan samspillet er i naturen. Kaniner af modsat køn har mindst at slås om. Hunner kæmper med hinanden om de bedste redepladser og kan der virke mere territoriale overfor en anden hun, end overfor en han. To hanner kæmper om retten til hunnerne og retten til at føre deres gener videre. Alle kaniner slås indbyrdes om de bedste spisesteder og dels territorium, men vælger man to af modsat køn, er dette de eneste faktorer som spiller ind. Altså har man de bedste forudsætninger med en han og en hun. Dermed ikke sagt, at to af samme køn ikke kan blive gode venner, men ofte kan bondingen være sværere grundet ovenstående.
 

Alder og størrelse

Alder og størrelse har ikke ret meget at sige for kaninerne. En belgisk kæmpe og en hermelin kan være de bedste venner, på trods af det lidt sjovt udseende par. Kaniner er heldigvis ikke ligesom mennesker og er for det meste ligeglade med, hvordan deres ven ser ud. Det som tæller er, at de kan lide hinanden. Dog kan der være en problematik omkring fodring, hvis kaninerne er meget forskellige i størrelse. Unger er ikke altid lettere at bonde med voksne kaniner. Jeg har set bonding mellem unger og voksne, som faktisk har taget længere tid end med to voksne. Dette kan være grundet, at ungen endnu ikke har udviklet et ordentligt sprog og derfor har svært ved, at forstå den andens signaler. Alder er altså ikke en faktor som behøver at betyde noget..
 

Tag kaninen med på råd

Når man vælger ven til sin kanin, er det en god ide at tage kaninen med på råd. Er der mulighed for det, så tag din kanin med, når du skal kigge på ny ven til den. Nogle kaniner spiller sammen med det samme og andre vil kræve mere tid. Man kan ret tydeligt se forskel, når de ser hinanden an. Snuser kaninerne til hinanden uden at kradse eller bide ud efter hinanden, er forudsætningerne rigtig gode. Lad dem altid se hinanden an først mellem tremmer og eventuelt derefter med en hånd på kaninerne. En anden mulighed er, at få en ven på prøve. Det er dog ikke alle som er villige til dette, men det koster ikke noget at spørge.
 

Temperament

En sidste ting man kan tænke over når man vælger ven er temperamentet. Har man en lidt sky kanin, kan man med fordel vælge en, som er mere modig og mere fremme i skoene. Dette vil påvirke den anden kanin til, at føle sig mere tryg og den vil åbne sig meget mere. Omvendt kan en rolig kanin have en god indvirkning på de velkendte Duracell-kaniner. Altså vil temperamentet ofte smitte af på den anden. To kaniner som er meget fremme i skoene, kan være lidt sværere at bonde, da det ofte drejer sig om to, som begge vil dominere. En underdanig og en dominerende vil ofte hurtigere finde melodien, da den underdanige vil overgive sig med det samme. Hvorimod to dominante godt kan have en del kontroverser, inden en af dem giver sig og underlægger sig den anden.
 
Husk at der aldrig findes en opskrift på hvilken kanin der passer til din, men i langt de fleste tilfælde vil bonding være en succes uanset størrelse, alder, farve og temperament. Det har blot indflydelse på hvor hurtigt bondingen vil ske. Får kaninen lov at vælge, er det ofte nemmere.
 

Et menneskeligt scenarie

Når man har fundet en passende ven til sin kanin, skal man til at bonde dem. Det er her mange laver fejl, bliver bange for kaninerne slås eller glemmer, hvad der egentlig forgår i hovedet på kaninerne.
Egentlig er kaniner ikke så forskellige fra os, så jeg vil prøve at sammenligne det med en situation, vi kan forholde os til som mennesker.
 
Første scenarie:

Du bor i en 1-værelses lejlighed og pludselig kommer der en fremmed, som ejeren af lejligheden har bestemt skal bo hos dig. Allerede her ville der jo nok opstå en del protester. Du skal nu dele seng med en fremmed, dele skrivebord, klædeskab og være enige om, hvornår vinduet skal stå åbent eller ej etc. Ét her er næsten sikkert; du vil blive skør i løbet af meget kort tid og føle, at dine personlige grænser er overskredet med flere længder.
 
Tag så et andet scenarie:

Du bor til leje i en stor villa. Her er 2 soveværelser, to toiletter, to køkkener, en stor dagligstue og en kæmpe have, men du bruger kun det halve. Ejeren fortæller nu, at en anden skal flytte ind i villaen, i den del du ikke bruger. I har sit eget toilet, eget køkken og eget soveværelse. I skal dog dele stue og have, men har i ikke lyst til at være sammen, kan i trække jer tilbage på jeres eget område.
Når der er gået en rum tid og I har lært hinanden at kende, vil I begynde at besøge hinandens værelser og måske låne hinandens toiletter, samt lave mad sammen.
Der hvor jeg vil hen med ovenstående, er at belyse problemet med at klemme to fremmede sammen på et mindre område, som i den 1-værelses. Der vil der hurtigt opstå irritation, spild og et uvenskab er nærtliggende, samtidig med at man vil føle sin personlige grænse er overskredet.

Huser man i stedet to fremmede på god plads, hvor der er rum til, at man ikke behøver at være i nærheden af hinanden hele tiden, er forudsætningerne for et venskab meget bedre. Man har tid og plads til at se hinanden an og et venskab kan begynde at blomstre, efterhånden som man lærer hinanden at kende. Stadig er huset dog ikke stort nok til, at man helt kan undgå hinanden.

Disse to scenarier er skrevet med henblik på, at give en bedre forståelse af hvad det er vi beder kaninerne om, hvis vi giver dem for lidt plads eller de tvinges til, at deles for meget om tingene i den periode, hvor de skal lære hinanden at kende. To virkelig gode venner vil måske ikke have problemer med at deles om den 1-værelses, mens to fremmede ville være meget usandsynligt. Dette giver også en god forklaring på hvorfor spørgsmålet om, hvor længe det tager, er ret svært at svare på. Samtidig er det svært, at svare på hvor meget plads to kaniner skal have, for det afhænger helt og holdent af, hvor gode venner kaninerne er og hvor langt de er i processen. Følg deres venskab blomstre og bed dem ikke om at flytte sammen i den 1-værelses og deles om tingene, før de selv er klar til det.
 

Kan de deles om tingene når de er blevet venner?

Svaret på dette er både ja og nej. I langt de fleste tilfælde vil kaninerne ligge ovenpå hinanden, sove i samme hule, spise af samme skål osv. Jeg anbefaler dog altid, at de har to af hver af alt, måske med undtagelse af vandskål.
Du kan stille sig selv spørgsmålet om du kan blive sur på en kammerat? Ja? Det kan kaniner selvfølgelig også.
Det kan skyldes rigtig mange ting, bl.a. misforståelse af sprog, den ene vil nusse og den anden gider ikke, uenighed om hvem der skal sidde et bestemt sted eller lege med et bestemt stykke legetøj etc. Mulighederne er mange.
To hoveder i samme madskål er måske helt i orden en hel måned, men pludselig bliver den ene irriteret over, at den anden evig og altid skal mase og skubbe.
Dette er grunden til, jeg anbefaler to af hver ting. To toiletter, to madskåle, to høhække, to eller måske flere sovesteder etc.
Vi kan ligeså godt give dem de bedste forudsætninger for, at forblive venner og undgå flest konflikter som muligt. To hunde vil f.eks. også få hver sin kurv at sove i selvom de bor sammen.
Jeg hører meget tit at folk siger: ”Jamen de spiser altid af den samme” eller ”De elsker at putte sammen”. Dette er også helt fint og som før nævnt meget typisk. Men det er vigtigt de har muligheden for, at gå et andet sted hen eller spise alene hvis de lyster.
Ind imellem har kaniner behov for at være alene, nøjagtig som os mennesker.

En anden ting man skal huske på i denne sammenhæng, er at kaniner er vanedyr. Bryder man vanerne, kan kaniner blive forvirrede og dette kan lede til konflikter.
Når et bondet par har haft en stridighed er det derfor altid nogle af disse ting man skal kigge på, for at finde ud af hvad problemet kunne være. At finde årsagen er alfa omega for, at sørge for det ikke sker igen.
Enkelte stridigheder hvor problemet ikke kan findes, er som regel relateret til en indbyrdes misforståelse mellem kaninerne. I disse tilfælde er det ofte et enkelt scenarie som er forbigående.
 

Flokdyr VS kolonidyr

Så er det tid til, at vi får aflivet myten om, at kaniner skal holdes alene fordi de er kolonidyr og ikke flokdyr. Dette er den hyppigste begrundelse, når folk anbefaler, at kaniner holdes alene. Men hvad betyder disse betegnelser egentlig?

Slår man op i et leksikon står der:
Flokdyr: Dyreart der som led i deres sociale adfærd danner grupper eller flokke.
Kolonidyr: Dyr der lever tæt sammen med andre dyr af samme art.

Hovedforskellen for flokdyr og kolonidyr er at kolonidyr har muligheden for at trække sig tilbage i egen hule indeni den store hule. Altså er de fælles om et stort territorium og har så, i de fleste tilfælde, deres eget mindre territorium indeni.
Flokdyr deles i stedet om en én hule og har kun det fælles territorium.

Ofte tror folk, at kaniner i naturen kun mødes når de parrer sig, men dette er slet ikke korrekt!
Kaniner bruger faktisk en hel del tid sammen og vil ofte have et nært knyttet forhold til hinanden. De spiser sammen, plejer hinandens pels, varmer sig ved hinanden i den kolde tid og finder tryghed hos hinanden.
Altså er de meget sociale og har brug for selskab fra egen art og dette bør vi også tilbyde dem i fangenskab.
Hvordan ovenstående myte er opstået er mig en gåde, da der findes studier helt tilbage til 60'erne, som fastslår hvor sociale de egentlig er og hvor meget kontakten med en anden kanin, betyder for deres velbefindende.
Min tanke er dog at mennesket har forsøgt, at holde dem på alt for lidt plads uden at neutralisere og ud fra at de ikke er flokdyr, har konkluderet, at de derfor lever bedst alene, for "de slås jo når de er sammen", hvilket ikke er så mærkeligt under de forhold.

Et studie udført af University of Edinburgh i 2002 er særdeles interessant. Studiet blev udført for, at undersøge hvad der motiverede kaniner mest. Man tog x antal kaniner (en ad gangen) og satte i nogle specielt designede bure, som var opdelt i rum. For at komme fra det ene rum til det andet, skulle de skubbe en dør op, som der var sat vægt på. Vægten på dørene forøgede de dag for dag, så kaninerne skulle bruge flere og flere kræfter på at åbne dem. Der var 4 rum, som kaninen kunne vælge mellem og gå ind og ud af. Et med platforme, et med mad, et med social kontakt fra en anden kanin mellem tremmer og et tomt rum. Madrummet og det sociale rum var besøgte lige ofte. Mad og social kontakt var altså af lige værdi for kaninerne. De kaniner som til daglig gik alene, skubbede langt tungere døre op, for at få social kontakt end dem som var vant til social kontakt, hvilket tyder på at single-kaniner var mere motiverede for, at få social kontakt, end de som var vant til at blive huset sammen.

Bonus info: Vidste du forresten at katte er langt mindre sociale dyr end kaniner?
 

Fordele ved at holde kaniner sammen

Fordele for kaninen:

  • De får dækket deres sociale behov 
  • De bliver mere trygge ved at kunne finde støtte hos en ven
  • De bliver mere aktive, nogle leger endda sammen
  • De har en at varme sig ved
  • De har en som hjælper med pelspleje
  • Det beriger deres liv mere end noget andet
  • De kan kommunikere med en som taler samme sprog som dem selv
  • Vil ikke blive deprimeret og udvise stereotyp adfærd (kaniner alene viser ofte tegn på depression, som udvikler sig til destruktiv adfærd, grundet kedsomhed)
  • En kanin som er havet på et internat eller anden uheldig situation, kan få en ny chance i livet.
 

Fordele for dig:

  • Nyde synet af to gode venner og opleve samspillet mellem dem
  • Ingen dårlig samvittighed over at have travlt en dag - de har hinanden
  • Nemmere pasning med to sammen end to hver for sig
  • De laver mindre ballande fordi de har hinanden og derfor ikke keder sig
  • Bliver mere modige og dermed mere tamme når de er to
  • Du kan hjælpe en uønsket kanin til, at få et nyt godt hjem hvis du adopterer - findes der nogen bedre følelse end at hjælpe et dyr til et bedre liv?
 
Husk på, din kanin elsker dig ikke mindre fordi du giver den en ven - den vil takke dig og være en gladere og mere udadvendt kanin, som aldrig keder sig...
 

Kaniner er kolonidyr og meget sociale af natur. Hold altid mindst to individer sammen.