Pleje af kaninunger

Det hænder af og til, at folk pludselig står med et kuld unger, som ikke var planlagt og hvad gør man så?

For at svare på de mest basale spørgsmål omkring dette emne, har jeg i afsnittet herunder forsøgt at nedskrive en vejledning til pleje, pasning, håndtering og bolig, samt beskrive nogle problematiske scenarier man kan komme ud for, når man pludselig står med et kuld unger.

 

Ungernes udvikling Bolig Fodring Motion Håndtering af unger

Flytning af unger Problemer Mælkeerstatning Unger uden mor

 

 

Efter moderen har været gravid i ca. 30 dage, føder hun sine unger i en rede, som hun har konstrueret af halm og hø og foret med pelsen fra hendes bryst. Ungerne bliver født nøgne, blinde og døve og 100% afhængige af deres mor.

 

Allerede efter et par dage begynder ungerne at få dun, som senere udvilker sig til en tyk pels. Indtil da er de meget sensitive over for kulde og falder en unge ud af reden, kan det være fatalt.

 

 

 

Efter ca. 10 dage begynder ungerne at åbne øjnene. På samme tid begynder de så småt at forlade reden og gå på opdagelse. Reden bruges dog stadig meget, specielt som sovested. Derfor må den endelig ikke flyttes. Ungerne kan stadig ikke hoppe og går derfor.

 

Når ungerne er ca. 14 dage gamle begynder de at smage på hø og græs. De begynder at hoppe og blive mere aktive. På dette tidpunkt vil man også se, at reden bliver brugt mindre og mindre og til sidst er den måske blot trådt ud til en bunke, i stedet for en hule. Når man observerer, at reden ikke længere bliver brugt, kan den fjernes, husk dog på de stadig skal kunne ligge varmt.

 

 

 

I en alder af 3 uger, spiser ungerne mere og mere hø og græs og begynder også at spise piller og drikke vand.
Herfra udvikler ungerne sig stødt og roligt for at blive unge selvstændige kaniner. Ungerne skal blive sammen med deres mor til de er minimum 8 uger. Hannerne skal skilles fra senest ved 10 ugers alderen, da det her her de begynder at blive kønsmodne.

 

I naturen holder moderen sig langt væk fra reden, bortset fra når ungerne skal have mad. Dette gør hun for ikke at tiltrække rovdyr. Det samme skal vi tilbyde i fangenskab. Et bur er altså aldrig nok og der skal altid være tilknyttet en løbegård til.

Som tidligere beskrevet, vil moderen selv bygge en rede til hendes unger. Det er vigtigt du tilbyder masser af byggemateriale i form af hø og halm, så reden bliver godt isoleret

 

Bunden kan sommetider udgøre et problem, da denne ofte er plastisk eller træ og ungerne nemt kan grave sig ned i bunden af reden og derved ligge på en kold overflade. Dette tåler de ikke og vil nedkøle hurtigt. Dette problem kan løses ved at skubbe et sammenfoldet håndklæde, eller endnu bedre, et lammeskind ind under reden. Husk at holde øje med hvor vådt det bliver, da ungerne jo tisser på det og det dermed skal skiftes en gang imellem. Man skifter bunden ved at skrubbe en plade ind under hele reden, med ungerne i, løfter den lidt op, skifter bunden og sætter reden forsigtigt ned igen. For at håndklædet ikke lugter fremmed, kan du gnide det lidt ind i moderens pels, inden du ligger det ind.

 

Nogle kaniner er ikke så gode til at holde form på reden og den trædes derfor let ud. En løsning på dette problem, er at lave en ”ramme” til reden. Man kan skære en papstrimmel som sættes sammen til en cirkel og lægges om reden, eller man skal slå et par stykker træ sammen og sætte op foran. Rammen må ikke være højere end ca. 7 cm.

 

Jo mere frihed man kan give moderen jo bedre. Nogle hunner stresser enormt over ikke, at kunne komme væk fra reden og vil i nogle tilfælde æde ungerne. Det lyder makabert, men sådan er realiteten. Derfor skal man tilbyde moderen den samme frihed, som hvis hun ikke havde unger. Lad hende løbe, grave og gnave og hun vil føle sig meget bedre tilpas end hvis hun var ”indespærret” sammen med reden. Kaniner er hverken hunde eller katte og nurser ikke om ungerne på samme måde.

 

 

 

En rigtig god idé er at lave en kravlegård, hvor mor kan hoppe ind, men ungerne ikke hoppe ud. Når de begynder forlade reden så småt, vil mor stadig kunne forlade ungerne, uden at de følger efter hende, eller ender så langt fra reden, at de ikke kan finde tilbage. Dette kræver blot at man laver en kant som ungerne ikke kan forcere, men som mor nemt hopper over. Brug eksempelvis bunden af et bur eller et par brædder som sættes for. Husk at vand og mad skal være placeret indenfor ungernes område, så de har mulighed for at smage på det. Når ungerne er så store at de forlader reden helt, eller selv begynder at forcere barrieren, kan den fjernes. Giv stadig mor mulighed for at søge væk fra ungerne, f.eks. ved at sørge for hun kan komme op i højden og væk fra ungerne, for at få fred. Hun er en omvandrende mælkebar og ungerne vil forsøge at dige ofte, hvilket kan blive for meget for moderen og hun har derfor brug for et sted, hvor hun kan være i fred.

 

Jeg vil anbefale, at et område til mor og unger ikke bør være mindre end ca. 4 m2. og ungernes alene bør være omkring ½ m2 til ca. 4 unger.

 

Ungerne lever udeukkende af mælk de første 3 uger. Derefter begynder de at indtage mere og mere normal føde. De vil dog ofte dige til de bliver fravænnet, hvis de får lov. Mange er nervøse for at ungerne ikke får mad, da de ikke ser hunnen ved reden. Dette er helt naturligt, da hun gerne vil skjule at de er der. Moderen fodrer sine unger ca. 2 gange i døgnet og det tager kun omkring 3-5 minutter, derfor er det en sjældenhed at få lov at se. Man kan tjekke om ungerne får mad ved at kigge på dem. De må ikke være indsunkne så ribbenene synes, men have en pæn rund form. Hvis ungerne lige er blevet fodret vil man se at de har små borgmestermaver og så kan man trygt regne med, at mor passer dem fint. Tjek dog ungerne dagligt for at sikre dig, at alle får og at mor har mælk nok. Specielt yngre kaniner kan have svært ved, at producere nok mælk, hvis der er mange unger.

 

 

 

Ungerne spiser senere hø og pellets, men de må også gerne få græs, mælkebøtter, vejbred og andre mørkegrønne planter som er fyldt med fibre. Der findes mange myter om at kaninunger ikke må få grønt, men stil dig selv dette spørgsmål: Hvad spiser de i naturen? Ungerne tåler dog ikke rodfrugter, frugt og andre snacks som tilbydes moderen. Det er derfor vigtigt, at unger ikke kan komme til dette når og hvis det gives til moderen.

 

Det kan være hårdt for kaninmor at føde på sine unger og det kræver ekstra energi for at producere den næringsrige mælk. Er man vidende om at moderen er gravid, skal hun også have ekstra foder under drægtigheden.

 

Man kan med fordel skrifte til et juniorfoder, som indeholder ekstra protein. Nogle anbefaler man giver ad libitum piller, men dette vil jeg fraråde, da de ofte vil vælge høet fra. I stedet kan man sætte mængden op og give op til dobbelt så meget som normalt. Hvis man er vant til at give piller om aftenen kan man ændre det til, at give både morgen og aften. Som udgangspunkt vil jeg anbefale man giver ½-1 gang mere end normalt, men har kaninen problemer med at holde huld, skal du rådføre dig med en dyrlæge inden du sætter foderet yderligere op. Bruger du et godt kvalitetsfoder, er det yderst sjældent der vil opstå problemer med et øget indtag af piller. Husk altid at give fri adgang til hø og gerne græs. Giv gerne ekstra grønt og urter også, men pas på med de fede råvarer, så som gulerødder eller snacks.

 

Både mor og unger og brug for masser af motion, sørg derfor for at der er god mulighed for det.
Ungerne skal bruge deres kroppe for at udvikle stærke led, sener og muskler. Giv dem mulighed for at kravle op på ting, løbe rundt, kravle gennem rør og andre aktiviteter som hjælper dem til at kroppen udvikles og bruges. Dette skal være muligt fra ungerne er ca. 20 dage gamle.

 

 

Unger er spændende og vi vil gerne følge med og kigge på dem. Mange har det dog med at pille lidt for meget. Rod ikke unødigt rundt i reden og tag ikke ungerne op uden et godt formål. Tjek ungerne én gang i døgnet og ikke mere, medmindre der er problemer.

 

Inden du håndterer ungerne så husk at sige pænt goddag til moderen, nus hende og ”spørg” om lov. De fleste bryder sig ikke om at man roder i reden og stresser nemt, så vær forsigtig og snak roligt til moderen mens du gør det. Når du nusser hende, får du samtidig overført hendes duft til dine hænder og dette er en rigtig god ide at gøre, så man ikke påfører ungerne for mange fremmede dufte. Løft ungerne forsigtigt op en efter en og læg dem hurtigst muligt tilbage igen.

 

Husk at sige tak til moderen for kigget og giv hende gerne en godbid imens og/eller efter håndteringen. Når du er færdig, så lad mor få fred og ro.

 

Indimellem bliver der spurgt om ungerne må flyttes. Der kan være forskellige baggrunde for dette, f.eks. at ungerne er placeret uhensigtsmæssigt, de er født ude midt om vinteren eller at familien gerne vil have dem ind for følge udviklingen. Om ungerne må flyttes afhænger af problemstillingen.

 

I de første uger er det risikabelt at flytte ungerne, da man ofte vil udsætte moderen for stress herved. Kan man undgå det, skal man derfor lade være. Hvis det er farligt for ungerne, at blive hvor mor har placeret dem, bør de flyttes til et sikkert sted. Husk at tage hele reden med, uden at ødelægge den og give moderen masser af ro sammen med ungerne på det nye sted, indtil hun godtager flytningen. Vis hende reden for at forsikre hende om, at ungerne stadig er der.

 

Vil man flytte dem for eksempelvis at kunne følge bedre med i udviklingen, er det bedst at man venter til ungerne er begyndt at forlade reden en stor del af tiden. Ofte omkring 2-3 uger. Jo ældre ungerne er, jo bedre vil mor kunne acceptere at de flyttes.

 

Der kan opstå en lang række problemer med et kuld unger. Her under har jeg beskrevet nogle af dem, samt hvad man skal gøre hvis det sker.

 

Finder man døde unger i reden, skal disse fjernes. I nogle tilfælde vil mor spise de døde unger. Dette er måden hvorpå hun sletter de spor som ellers vil tiltrække rovdyr. Så hvis man observerer dette, skal man lade hende gøre det.

 

Finder man unger i eller udenfor reden som er kolde, skal de opvarmes i en fart. Den bedste førstehjælp med kan yde er at bruge sin egen kropsvarme, f.eks. armhulen samtidig med man masserer ungen så der kommer gang i blodomløbet. Det tager tid for ungen at varme op, så giv ikke op lige med det samme.

 

Bagefter skal man finde årsagen til, at ungen er kold. Lå den udenfor reden er dette nok problemet, men det kan også skyldes dårlig isolering af reden, en kold bund eller mangel på føde. Inden ungen ligges tilbage i reden må man derfor finde og rette fejlen; isolere reden bedre, bruge en varmekilde, flytte ungerne og mor til et varmere sted etc. Er det grundet mangel på føde, skal man have mælk i ungen hurtigst muligt. Mere herom i næste afsnit.

 

Det allervigtigste ved dette problem er at finde årsagen til det. Har mor mælk nok? Fodrer hun dem? Er der for mange unger?

 

Man kan tjekke om moderen producerer mælk ved at ligge hende ryggen og finde en digevorte. (BÆMÆRK! Kaniner må normalt IKKE lægges på ryggen, men dette er en af undtagelserne.) Når man har fundet en digevorte, skal man forsøge at presse mælk ud ved at klemme lidt omkring mælkekirtlen. Denne er placeret lige under digevorten i bugen. Det kan godt tage et par forsøg, hvis du ikke har prøvet det før. Kommer der en hvid perle af mælk frem ved man, at mor producerer mælk. Kan man ikke frempresse mælk har man muligvis fundet problemet.

 

Der er to måder at give ungerne mælk på. Ved hjælp fra mor eller ved hjælp fra mælkeerstatning. Den første løsning er langt den bedste, hvis mor altså har mælk.

 

Måden man giver ungen mælk på ved hjælp fra mor, er at vende hende på ryggen og ligge ungen til en digevorte. Hav ALTID hånden over ungen, da mor kan finde på at sparke op langs bugen. Rammer sådan et spark ungen, kan det være fatalt. Din hånd er dog noget mere robust og tåler bedre et par skræmmer. Hold øje med ungens mave. Når den begynder at se rund og fyldig ud, har den fået nok.

 

Indimellem kan man være udsat for at ungerne er så svage at de dårligt kan sutte. Man kan forsøge at stimulere refleksen ved først at frempresse en perle af mælk og derefter ligge ungen til. Virker det ikke må man forsøge sig med metode 2; mælkeerstatning.

 

Har mor ikke mælk eller kan ungen ikke sutte, kan man lave en mælkeerstatning. Der findes ingen mælkeerstatning til kaniner, så her må man anvende andre produkter. Det bedste er mælkeerstatning til kaninunger er killingemælk blandet med piskefløde og vand. Dette er desværre ikke noget de fleste ligger inde med, så som nødsløsning kan man bruge kaffefløde. Varm mælken op så den er lun. Tjek at mælken ikke er for varm, ved at dryppe på dit håndled, hvor pulsåren sidder.

 

 

1 del mælkepulver (f.eks. KMR Killing)
1 del piskefløde
1 del vand.

 

Nødsløsning: Kaffefløde

 

Mælken gives i de små 1 ml. pipetter, da der ikke findes sutter som er små nok til kaniner. Disse kan købes på apoteket. Vend ungen med bugen nedad. Dette er meget vigtigt, da ungerne ellers nemt får mælken i lugerne og dette kan koste dem livet. Hold mange pauser og giv kun lidt ad gangen. Ungen vil sommetider begynde at padle med forpoterne. Dette er en normal reaktion da det er på denne måde de stimulerer mælkekirtlen hos moderen så hun afgiver mere mælk.

 

Det hænder at nogle kaniner ikke bygger rede og blot føder deres unger og efterlader dem. 

Her er der tale om en mor uden synderligt moderinstikt. Det kan være en ung kanin, men er også observeret hos ældre. Problemet ved dette scenarie er at chancerne for, at moderen vil tage sig af ungerne, er meget lille.

Det første man gør er at lave en kunstig rede til ungerne. Lammeskind er ideelt til formålet, men andre materialer kan også bruges. Reden skal dog fores ligesom mor ville fore reden med med hendes uld. 

Når reden er lavet er det vigtigt man får råmælk i ungerne. En plejemor kan være løsningen på, at de efterladte unger får de bedste chancer for overlevelse. 

Hvis moderen dør eller afstøder ungerne, står man med et seriøst problem. Kaniner er meget svære at håndopfostre og 9 ud af 10 gange lykkes det ikke. Det allervigtigste man skal tænke på her, er råmælk. Råmælken indeholder antistoffer og uden råmælken er ungerne ikke modstandsdygtige overfor sygdomme, infektioner etc. Det allerbedste er at finde en plejemor – mere herom længere nede.

Er moderen død under fødslen har ungerne ikke fået råmælk, så her skal man finde en plejemor hurtigst muligt. Afstøder moderen ungerne kan man, som tidligere beskrevet, vende moderen om på ryggen og lade ungerne få råmælk på denne måde. Er moderen død senere i forløbet og ungerne har fået råmælk, kan man bruge mælkeerstatning.

 

Skal man anbringe unger hos en plejemor, er det vigtigt man finder en mor, som har unger på samme alder. Er ungerne under en uge gamle, er en plejemor en god løsning, er de ældre, kan det være særdeles risikabelt, da den nye mor måske ikke vil godtage ungerne og kan finde på at slå dem ihjel. Så her kan mælkeerstatning være den bedste løsning.

 

Finder man en plejemor som er egnet, skal man gnide ungerne i den nye mors pels, så duften overføres og lægge dem ned mellem de nye søskende. Anbring aldrig mere end to unger hos en plejemor. Accepterer hun de nye unger, har de de bedste chancer for, at overleve hos hende.