Huskaniner og udeliv

Følelsen af græs under fødderne, duften af den friske jord og masser af plads til at hoppe, springe, grave og udforske, er noget alle kaniner elsker.
Bare fordi man har huskanin, er det ingen grund til, at den ikke får lov at være ude. På den tid af året, hvor vi ofte selv befinder os i haven, er det en god idé at give kaninen samme mulighed.
 
 
  

Løbegård eller hele haven

Man kan lade kaninerne gå ude på forskellige måder. Nogle laver løbegårde og andre, som mig selv, indhegner hele haven.
Laver man en løbegård, skal den være stor nok til, at kaninerne kan få sig en ordentlig løbetur. Der skal være adgang til gravemateriale, spiseligt og der skal være opstillet huse eller lign. så kaninerne kan søge ly for vind og vejr. Samtidig giver tilflugtstederne kaninen en tryghedsfornemmelse. I naturen vil de søge tilflugt i deres huler, hvis faren lurer. Det samme gør de i fangenskab. 
Det er vigtigt at løbegården ikke står opsat et sted hvor eftermiddagssolen bager, da kaniner ikke tåler dette og har risiko for at få hedeslag. Morgensolen og aftensolen er blidere, men sørg alligevel altid for, at en del af løbegården altid er i skygge.
 
 
 
Man kan også vælge at hegne hele haven ind, så kaninerne selv kan gå ud og ind som de har lyst. Jeg har selv gjort dette og synes det er dejlig nemt, at de selv kan bestemme hvor de vil være. Hvis man gerne vil holde kaninerne i haven, kan man opsætte et babygitter i havedøren. Jeg gør jævnligt brug af dette. F.eks. hvis en af kaninerne har været i gang med, at grave huller og har jord over det hele, vil jeg gerne undgå, at dette lander på mit stuegulv og så er gitteret vældig praktisk.
 

Hvilken slags hegn skal man bruge?

Volierenet og rionet er rigtig godt at bruge til indhegning af kaniner. Det er en rimelig kraftig kvalitet og holder længe.
Hønsetråd kan ikke anbefales. Faktisk er det så tyndt at kaninerne kan ødelægge det eller bide det over.
Gitre fra kompostbeholdere som bla.forhandles af Biltema og Harald Nyborg, er fantastiske til at lave løbegårde af. Man kan sætte så mange sammen som man vil, og er lette at pakke sammen og opbevare når de ikke bruges. Vær opmærksom på størrelsen af maskerne på disse, da de for nogle kaniner vil være for store, så kaninen kan smutte ud eller risikere at sidde fast hvis de prøver. Man kan sætte et stykke volierenet ovenpå gitteret for at forhindre dette.
 
 
 

Sikring af haven

Haven skal selvfølgelig tjekkes godt igennem, inden man lukker sine kaniner derud. Har man giftige planter, skal disse enten fjernes eller spærres af, så kaninerne ikke kan komme til dem. Rododendron er en busk som mange har i deres haver, men denne er meget giftig for kaniner. Du kan her finde en liste over giftige planter 
Det er også vigtigt, at der ikke er noget kaninen kan komme tilskade på. Spidse genstande, havedamme, steder hvor kaninen kan sidde fast etc. Hvis man har kælder, skal man være opmærksom på hullerne ved vinduerne. Disse bør tildækkes, f.eks. med en plade, ellers spærres af med gitter/hegn.
 

Sikring af løbegården

Anvender man flytbare løbegårde, skal man være opmærksom på, at kaninerne kan grave sig ud eller måske endda hoppe over hegnet, hvis det er for lavt, eller man har en dygtig springer.
Jeg vil derfor anbefale, at man kun bruger disse løsninger, når kaninen er under opsyn, eller man jævnligt kigger til dem.
Løbegården kan overdækkes med net, for at sikre mod rovfugle, katte og andre uvelkomne dyr og det forhindrer desuden kaninen i at springe over hegnet.
 
 
 
Man kan tilbyde sin kanin en sandkasse, som den kan grave i, istedet for at den laver store flotte huller i græsplænen.
Ønsker man en løbegård, som kaninerne kan gå i hele sommeren, også uden opsyn, kan man kigge på siden Helårsgårde, hvor der er en lang række gode råd til, hvordan man laver en permanet løbegård, som er godt sikret.

Temperaturer

Varme og kulde er to faktorere man skal tænke nøje over.
Som tidligere nævnt tåler kaniner ikke høje temperaturer, derfor skal der altid være skygge til rådighed et sted i haven. Bruger man en løbegård skal minimum 1/3 af den altid være i skygge. Et hus er ikke godt nok, da det ofte vil overhede når solen bager på det. Naturlig skygge fra buske eller træer er langt det bedste og gerne et sted hvor det lufter lidt. Kaniner nyder at ligge på den bare jord i skyggen, da jorden ofte føles kølig mod kroppen. I meget varme perioder kan man ligge fryseelementer ud i haven. Kaninerne vil så ligge sig op af disse for at blive kølet ned. Har man ikke fryseelementer kan man fylde vand i flasker og ligge i fryseren. Det virker lige så godt, men de tør ofte hurtigere end fryseelementer.
 
Kaniner tåler normalt kulde ret godt. Det man skal være opmærksom på, er skift fra varme til kulde. Dette er kaniner meget følsomme overfor og som hovedregel, bør man ikke udsætte dem for temperaturskift på mere end 10 grader.
Om foråret kan vi have nogle dejlige varme dage, men nætterne er stadig isnende kolde, så husk at lukke kaninerne ind inden aften. 
Normalt kan man starte med at lukke kaninerne i haven, når der er omkring 15 grader. Man kan dog sagtens give kaninerne en kort løbetur i haven, hvis vejret er koldere, men ikke for længe af gangen. Ca. 10. minutter er passende, og på denne tid når de ikke at blive kolde.
Hold dog altid øje med, at de ikke begynder at sidde og skutte sig, da det kan være tegn på at de fryser.

Alle huskaniner elsker at komme på en springtur i haven - både sommer og vinter.