Kaniner er slet ikke til at stå for, med deres bløde pels, lange ører og små mimrende næser. Derfor er det et kæledyr, som mange vælger. Man skal dog huske at tænke sig rigtig godt om, inden man anskaffer sig en kanin.
Siggi elsker at grave Der hygges i sofaen
Børn og kaniner
Kaniner ikke er ikke specielt børnevenlige dyr. De bryder sig ikke om at blive løftet og bliver nemt skræmte af høje lyde og hurtige bevægelser, da det er byttedyr. Mindre børn ofte udfarende og har endnu ikke lært at styre deres kropssprog. Dette kan virke meget overvældende for en lille kanin og de vil ofte blive bange for de høje lyde og hurtige bevægelser. Børn har ofte også en forestilling om, at kaniner elsker at blive krammet og båret, hvilket resulterer i at både barnet og kaninen bliver frustreret. De forventninger som børn har til kaninen som kæledyr, bliver ofte ikke opfyldt og dette er også årsagen til, at mange taber interessen.
Det er altid forældrenes ansvar at lære deres børn, at omgås dyrene og det kan sagtens lade sig gøre, men det tager tid og arbejde, og kræver at forældrene også ønsker at holde kanin.
Ældre børn kan være en god kaninholder, hvis de lærer hvordan de skal håndteres og passes. Jeg vil dog understrege, at en voksen altid bør have hovedansvaret for kaninen og er indforstået med, at have et kæledyr. En kanin bliver ca. 10 år, men enkelte lever helt op til 15 år. Det er altså de samme overvejelser man skal gøre sig ved anskaffelse af kanin, som det er med en hund eller en kat. Kaniner er billige at anskaffe sig, men kræver plads, økonomi, arbejde og tid i mange år og derfor er det vigtigt, man overvejer det nøje. Kaniner er heller ikke et helt nemt kæledyr at have og det kræver energi og viden, for at sørge for, at de har det godt.
Race, størrelse og temperament
Før du anskaffer dig en kanin, er der nogle ting du grundig skal overveje inden køb. Man skal overveje hvilken type kanin der passer bedst, da de er meget forskellige i størrelse og temperament. En hermelin vejer ca. 1 kg. mens den Belgiske Kæmpe vejer 8 - 10 kg. Vælger man en stor kanin, skal man være sikker på, at man har plads nok. En stor kræver selvfølgelig mere plads end en lille, og derfor er det måske ikke den man skal vælge, hvis man bor i en lille lejlighed. Temperamentet svinger også fra kanin til kanin, og det er vigtigt altid at huske på, at ikke alle typer passer ind i alle familier.
Små racer som hermelinen er ofte mere sky og bliver nemmere påvirket af larm og påstyr, end de større gør. Der er altid undtagelser for reglen og der findes forskellige personligheder indenfor hver race. Mange kaniner er i dag blandinger af forskellige racer, så kig mere på personligheden end på racen, når du vælger.
Til mindre børn vil jeg anbefale de store racer, da de generelt har et mere roligt temperament og ikke så nemt bliver skæmte på samme måde som de små. Samtidig kan børnene ikke løfte rundt på dem, hvilket kan være meget grænseoverskridende for en kanin og de bryder sig generelt ikke om det.
Unge eller voksen
Rigtig mange vælger at anskaffe sig en unge i stedet for en voksen. Der kan være fordele og ulemper ved begge dele.
Unge kaniner kan være rigtig svære at vurdere i forhold til sind, da deres personnlighed ofte gennemgår en stor forvandling, når de bliver kønsmodne, teenagere og senere voksne. Den mest kælne og nysgerrige unge kan ændre sig totalt på det år, det tager den at blive voksen. Man kan derfor ikke regne med, at den personlighed man vælger ungen på, vil forblive sådan fremover. Min egen Silja var et godt eksempel på dette, da hun som unge var meget kælen og elskede at hygge i sofaen. Som teenager ændrede hun sig dog markant og blev meget mere sin egen. Med unger har man dog fordelen ved, at præge dem fra starten og vide alt om, hvad den har oplevet gennem livet.
Anskaffer man sig en voksen kanin, som har levet under gode vilkår, har man den fordel, at de ikke skal igennem processen fra unge til voksen, hvor hormonerne raser. Personligheden vil ofte forblive den samme, medmindre den har oplevet traumer, som har ændret den. Der findes rigtig mange søde voksne kaniner derude, som søger nyt hjem, og at købe en voksen kanin er ikke lig med, at købe et problem, som jeg desværre ofte hører. Man kan også sagtens præge en voksen kanin, selvom man ikke har haft den fra starten af. Risikoen ved at købe en voksen kanin, er at den kan have oplevet traumer, som der kan skabe problemer. Der kan f.eks. være tale om løft i nakkeskindet eller ørerne, voldsom leg, uheldig bæring af kaninen eller noget helt andet. Ofte er disse problemer nogle man kan arbejde med, men selvfølgelig skal man være ekstra opmærksom på, at det kan tage tid, før den kommer over det.
Overvejelser
Der er mange ting man skal tænke over, inden man tager beslutningen om at få en kanin. Nedenfor har jeg listet en række spørgsmål, som jeg mener, man bør kunne svare rungende ja til, inden man anskaffer sig en kanin som kæledyr.
- Er jeg klar til at dele de næste 10 år af mit liv med en kanin?
- Har jeg minimun to timer dagligt, til pasning og pleje?
- Har jeg den plads til rådighed, som disse aktive dyr kræver?
- Har jeg råd til at betale både dyrlæge, foder og tilbehør?
- Er jeg villig til først at lære og læse en masse om kaniner inden anskaffelse?
- Har jeg helt styr på hvordan kaninen skal fodres?
- Ved jeg hvilke symptomer en kanin udviser, når den er syg?
- Har jeg fundet en god kanindyrlæge og er jeg klar til at styrte afsted hurtigst muligt, hvis den bliver syg? (kaniner er meget følsomme og tåler ikke at vente, når først den udviser symptomer.)
- Er jeg villig til at kaninsikre min bolig, så kaninen ikke bider i ledninger eller kommer til skade på inventaret?
- Har jeg en som kan passe kaninen, når jeg skal på ferie?
- Er jeg sikker på jeg ikke har allergi, både overfor pels og hø?
Minimum to kaniner
Kaniner er meget sociale dyr og har det bedst sammen med artsfæller. Al nyere forskning peger mod dette, og kigger man på kaniner i naturen, vil de også fremstå som højt sociale dyr. De er ikke flokdyr men bor istedet i kolonier. I kolonien socialiserer de sig med hinaden dagligt, så hvorfor skulle vi ikke give dem samme mulighed i fangenskab? Du kan læse mere om social adfærd i menuen til venstre.
Sigurd vasker Bella Lupo og Ellen er bedste venner
Dog er det ikke alle kaniner, man kan sætte sammen, da de er territoriale og vil dominere hinanden. To hanner, som ikke er kastreret, vil slås til døden, hvis det skal være. To hunner, som ikke er neutraliserede, vil også have alvorlige slåskampe, så det er heller ikke at anbefale. Det bedste du kan gøre er, at sætte en kastreret han, sammen med neutraliseret hun. Disse to vil normalt meget hurtigt blive glade for hinanden og nyde hinandens selskab, mens de nusser og pusser om hinanden. Neutraliserede hanner og hunner kan også gå sammen med en anden af samme køn, men ofte er dette et sværere match en med to af modsat køn. Har du først set et forelsket kaninpar, vil du aldrig forsøge andet. Læs om hvordan du sætter to kaniner sammen, under emnet Bonding af kaniner.
For at to kaniner kan gå sammen kræver det plads, men ikke mere end en single kanin har behov og krav på.
Hjælp en uønsket kanin
Hvis du beslutter dig for, at en kanin er et kæledyr for dig, vil jeg anbefale du tager et kig på dyreinternatet, eller kigger på f.eks. Den Blå Avis. Der er rigtig mange kaniner, som ønsker sig et nyt hjem, ofte fordi ejerne har mistet interessen eller fået allergi.
Selv samarbejder jeg med Århus Dyreinternat, som gennem tiden har omplceret mange kaniner i nye hjem og der sidder næsten altid et par langører og venter forhåbningsfuldt på et nyt hjem.
Mange vælger at købe en unge, fordi de er så søde, men på denne måde bidrager man også til, at den overavl der er sker i dag fortsætter. Der produceres alt for mange kaninunger i Danmark og ofte er det dem folk falder for, når de anskaffer sig en kanin. Det betyder at mange voksne kaniner sidder glemte og forsømte og ofte ender på internatet.
Kaninen Lóa var sat til salg på Gul & Gratis. Hun var ikke ønsket og var ikke blevet passet meget længe. Hun havde øjenbetændelse og meget underernæret. Lóas to unger, som blev født i minusgrader i februar måned, boede med deres mor udenfor i kulden, i et lille bitte bur uden strøelse, vand og ordentligt mad. Et rent held at de overlevede.
Mange af kaninerne på internatet er kommet til, fordi de er blevet fundet og ingen vil vedkende sig dem. Jeg skal ikke ligge skjul på, at det sker, at nogle mennesker sætter deres kaniner fri, når de er blevet trætte af dem. Tamkaninen kan ikke overleve i den danske natur og derfor er det de heldige, som bliver fundet og bragt til internatet.
Derfor vil jeg opfordre til, at man adopterer en kanin, istedet for at anskaffe sig en unge fra en avler. Ind i mellem har de også unger på internaterne, hvis det er det man ønsker.
At tage en kanin ind fra et internat er en særlig oplevelse, for findes der noget bedre end at vide, at man har givet en kanin en ny chance her i livet?